Det starter med papiret, ikke med mikrofonen
Når en ny gruppe mødes første gang, beder jeg ikke deltagerne om at interviewe nogen. Jeg beder dem om at skrive. Hver deltager vælger et menneske fra kulturlivet, de gerne vil tale med, og skriver på en enkelt side, hvad de allerede ved, hvad de gætter på, og hvad de reelt ikke ved. Den sidste kolonne er den vigtigste, fordi den viser, hvor samtalen skal bruge sin tid.
Mange er overraskede over, hvor lidt de egentlig ved. Det er en god erkendelse at få, før man sidder over for en anden. Forberedelsen handler ikke om at have svar på alt, men om at vide, hvilke huller du vil have fyldt, og hvilke du kan fylde selv ved at læse, søge og lytte til tidligere samtaler med personen.
Rollespil, hvor den ene er gæsten
Selve øvelsen foregår i par. Den ene spiller gæsten, den anden interviewer, og vi bytter rundt, så alle prøver begge sider. Gæsten får en kort baggrundsbeskrivelse, som jeg har skrevet, og må gerne være lidt genstridig: svare kort, skifte emne eller blive tavs. Det er netop dér, interviewere lærer mest, fordi de ikke kan læne sig op ad et pænt manuskript.
Vi sidder i et almindeligt lokale med en lille optager på bordet, ikke i et studie. Det gør situationen nærværende uden at være skræmmende. Efter ti til femten minutter stopper vi, og parret taler kort sammen om, hvad der føltes svært, før vi gennemgår noget som helst fælles. Den første vurdering skal komme fra dem selv.
- Gæsten får en kort baggrund og en lille modstand indbygget
- Rollerne byttes, så alle prøver begge sider
- Parret vurderer sig selv, før jeg siger noget
Optagelsen afslører, hvad hukommelsen glatter ud
Bagefter lytter vi til optagelsen, og her sker det, jeg bedst kan lide ved arbejdet. Deltagerne hører sig selv afbryde, svare for gæsten eller stille to spørgsmål i ét. Ingen af dem husker det sådan, når de bliver spurgt umiddelbart efter. Lyden er ærlig på en måde, som erindringen ikke er, og den gør feedbacken konkret frem for en mavefornemmelse.
Jeg lytter med blyant i hånden og markerer to-tre steder pr. optagelse: et øjeblik, hvor samtalen åbnede sig, og et, hvor den lukkede. Vi spoler tilbage til begge og taler om, hvad der gik forud. Næsten altid hænger det sammen med et spørgsmål, der var for lukket, eller med en pause, som interviewerens utålmodighed fyldte ud.
Opfølgning er et håndværk for sig
Det mest undervurderede i et interview er det næste spørgsmål. Det kan ikke skrives på forhånd, for det afhænger af, hvad gæsten lige har sagt. Derfor træner vi det separat: jeg læser et par korte svar op, og deltagerne skal formulere en opfølgning på stedet, uden at kigge i noter. Nogle gange er den bedste opfølgning blot at spørge, hvad gæsten mente med et bestemt ord.
Vi øver også kildekontakten omkring samtalen: hvordan man skriver den første henvendelse, hvad man lover om brugen af citater, og hvordan man tager kontakt igen, hvis noget skal præciseres bagefter. Det er småting, men de afgør, om en person tør tale åbent med dig en anden gang.
- Formulér en opfølgning uden noter
- Spørg ind til et konkret ord, gæsten brugte
- Aftal brugen af citater, før optageren tændes
Hvad en typisk aften i efteråret ser ud som
Mørkere aftener passer godt til denne type arbejde, fordi lokalet bliver roligt, og folk taler lavere. En almindelig aften begynder med en kort gennemgang af en optagelse fra sidste gang, derefter en frisk runde rollespil og til sidst en times fælles lytning. Der er ingen, der skal præstere på tid, men vi holder tempoet, så alle når at prøve begge roller.
Mellem aftenerne får deltagerne en lille opgave: skriv fem spørgsmål til en person i din egen by, og marker, hvilke der kun kan besvares med ja eller nej. Næste gang omskriver vi dem sammen. Det er ikke avanceret, men det flytter noget ved selve måden at spørge på, og de fleste mærker det efter få uger.
Hvad du ikke skal forvente
Jeg lover ikke, at du bliver en rutineret interviewer efter nogle aftener. Det kræver mange samtaler, og noget af det kommer først, når du sidder over for et rigtigt menneske med reel tvivl om, hvad du skal spørge om. Kurset giver dig et sikkert sted at fejle, en metode til at forberede dig og en vane med at lytte kritisk til dig selv.
Du behøver ingen forkundskaber, kun lyst til at høre din egen stemme på optagelse og tåle, at det i starten er lidt akavet. Det gør det alle. Jeg har endnu ikke mødt en deltager, der ikke efter tredje øvelse stillede bedre spørgsmål, end hun gjorde første aften.
Et godt interview bliver sjældent til i selve samtalen alene. Det bygges af forberedelsen før, lyttningen under og den ærlige gennemgang bagefter. På kurset gør vi alle tre dele til noget, du kan øve igen og igen, med rigtig feedback og uden pres. Du tager metoden med dig hjem og bruger den på de mennesker, du selv vil fortælle om.
