Hvad ordene egentlig betyder
En primær kilde er noget, der kommer direkte fra begivenheden eller personen selv: en udtalelse du har optaget, et brev, et programhæfte fra aftenen, en kontrakt, et fotografi taget på stedet. En sekundær kilde er en, der fortæller om det, nogen andre har set, sagt eller skrevet: en anmeldelse, en artikel, en bog eller en erindring nedskrevet år senere.
Jeg underviser i visuel fortælling, og her mærker man forskellen tydeligt. Et billede fra prøven er primært materiale. En tekst, der beskriver billedet, er sekundær. Samme skel gælder i hele kulturjournalistikken, og det er ikke en finesse for akademikere. Det er et praktisk værktøj, du kan bruge allerede på første dag af en researchproces.
Ordene er altså blot en måde at spørge på: hvor tæt på det, der skete, står den kilde, jeg læner mig op ad? Jo tættere, desto mere kan du stole på den, men tæt betyder ikke altid neutral.
- Primær: optagelse, brev, programhæfte, eget notat fra stedet
- Sekundær: anmeldelse, artikel, bog, senere erindring
Et eksempel fra en lokal udstilling
Forestil dig, at du skriver om en lokal udstilling, der åbnede for år tilbage. Du finder en avisartikel, der siger, at den trak flere hundrede gæster den første weekend. Den artikel er sekundær. Spørgsmålet er, hvor tallet kommer fra. Hvis journalisten talte selv, er tallet nærmest primært. Hvis det stammer fra en pressemeddelelse, er det arrangørens eget udsagn, gentaget.
Så ringer du til udstillingsstedet og beder om besøgstal eller en billetoversigt. Pludselig har du fat i noget, der ligner et grundlag. Måske afviger tallet, måske passer det. Begge dele er brugbart, for du ved nu, hvad du kan skrive uden forbehold, og hvad du skal formulere med omhu.
Denne øvelse tager en eftermiddag, og den ændrer, hvordan du læser alt andet bagefter. Du begynder at spore udsagn tilbage til deres oprindelse, næsten af sig selv.
Hvorfor en kilde tæt på ikke altid er den bedste
Det er fristende at tro, at primært altid er sandt og sekundært altid er tvivlsomt. Sådan er det ikke. En kunstner, der fortæller om sit eget værk, er en primær kilde til, hvad hun mener i dag. Men hendes erindring om, hvordan værket opstod for ti år siden, kan være farvet af alt, der er sket siden. Det er ikke løgn, det er hukommelse.
En grundig, godt researchet bog kan på den anden side samle mange primære kilder og sætte dem i sammenhæng, som du aldrig selv ville nå. Den er sekundær, men måske mere pålidelig end enkeltstående udsagn. Du vurderer derfor altid både afstand og interesse: hvem fortæller, hvornår, og hvad vinder vedkommende ved at fortælle det på netop den måde?
Det er den vurdering, vi træner på kurset, med dine egne tekster som udgangspunkt. Ikke for at gøre dig mistænksom over for alle, men for at du kan vælge dine kilder med åbne øjne.
- Spørg hvem der fortæller, og hvornår
- Spørg hvad kilden vinder ved sin version
Sådan noterer du kilder, mens du arbejder
Den sjoveste del af research er at finde noget. Den kedeligste er at skrive ned, hvor det kom fra. Alligevel er det den vane, der skiller de tekster, du kan stå inde for, fra dem, du bare håber holder. Skriv ved hvert faktum, om det er primært eller sekundært, og hvor du fandt det.
Jeg anbefaler et enkelt ark med tre kolonner: udsagnet, kilden og hvordan du har kontrolleret det. Det behøver ikke være pænt. Det skal bare kunne læses af dig om tre uger, når redaktøren, eller din egen tvivl, spørger, hvor et tal stammer fra. Gem også links, datoer for besøg og navne på dem, du har talt med.
Når teksten er færdig, går du arket igennem linje for linje. Hvert udsagn, du ikke kan placere, enten skærpes, tones ned eller udgår. Det kan føles hårdt, men det er netop den proces, der gør en tekst holdbar.
- Udsagn, kilde, kontrol: tre kolonner er nok
- Gem datoer, links og navne på samtalepartnere
Når to kilder siger hver sin ting
Før eller siden støder du på uenighed. Et katalog angiver én årstal for et værk, en kunstner husker et andet. Her hjælper begreberne dig til at sortere. Hvilken af de to ligger tættest på selve begivenheden, og hvilken har dokumentation i ryggen? En dateret skitse eller en udstillingsfortegnelse vejer tungere end en erindring.
Hvis du ikke kan afgøre det, skriver du det ærligt. En sætning som at kilderne ikke er enige om årstallet, men at kataloget angiver det ene, er ikke svaghed. Den viser læseren, at du har arbejdet med materialet, og den beskytter dig mod at fremstille en tvivl som en vished.
Det kræver lidt mod at skrive usikkerhed ned i en tekst, der gerne vil lyde sikker. Men læsere tilgiver sjældent en fejl, der var skjult, og de respekterer ofte en forbeholdenhed, der var åben.
Små øvelser, du kan tage med dig
Vælg en kulturartikel, du holder af, og læs den med blyant i hånden. Understreg hvert faktum, og skriv P eller S i margenen. Du vil blive overrasket over, hvor mange udsagn der egentlig kun er gentagelser af andres gentagelser. Det er ikke en anklage mod forfatteren, men en måde at se håndværket på.
Prøv derefter at spore ét udsagn helt tilbage, så langt du kan komme. Nogle gange ender du ved en optagelse eller et dokument. Andre gange ender du ved ingenting. Begge udfald lærer dig noget om, hvad der er værd at bygge på.
Når du selv skriver, kan du bruge samme spørgsmål som en sidste gennemgang, inden du afleverer. Det tager kort tid, og det er en vane, der betaler sig igen og igen, uanset hvilken type kulturstof du skriver om.
- Marker P og S i margenen på en artikel
- Spor ét udsagn så langt tilbage, du kan
Primær og sekundær kilde er to enkle ord, der giver dig et fast spørgsmål at stille: hvor tæt på sagen står det, jeg læner mig op ad, og hvem har interesse i det? Brug dem under research, i dine noter og i den sidste gennemlæsning, så dine kulturtekster hviler på noget, du faktisk kan pege på.
